Alanya er en af charterbranchens hotteste rejsedestinationer. Millioner af gæster rejser hertil årligt, og turisme er byens levebrød, levevej og livsnerve. Men, den er langt fra bæredygtig.

Det var aldrig meningen, at det skulle være Alanya, tværdimod, havde jeg i 2011 fået job i Costa del Sol i Spanien, men i sidste øjeblik gik det op for rejsebureauet, at jeg var væsentligt yngre, end hvad de havde troet. På daværende tidspunkt var aldersgrænsen 21 år, og der stod jeg. 18 år, og på vej på min 2. sæson som guide. Jeg var i efteråret 2010 blev uddannet som guide på Guideskolen Service & Co. i Spanien. Det var gået mig godt, faktisk så godt, at skolen kårede mig som én af de 10 bedste elever ud af 250, og jeg blev tilbudt et gratis tillægs-kursus som Destinationschef (hvilket er den højeste stilling i guidebranchen). Men, jeg nåede aldrig, at tage det, fordi jeg fik job som skiguide i de østrigske alper for Øster Lindet Rejser, og blev sendt til Schladming.

Det er meget normalt, at guider både skifter destination og rejsebureau. Og Øster Lindet havde ikke som sådan sommerdestinationer, og derfor blev det helt naturligt at søge videre. Og det blev så Bravo Tours, men ikke på Costa del Sol. I stedet, blev jeg tilbudt en plads i teamet, i Alanya. Og den tog jeg.

Livet i Alanya

Da jeg rejser til Alanya er jeg fyldt 19 år. Jeg forelsker mig straks i byen og for at gøre en lang historie kort, så er det meningen, at jeg efter 6 måneder for Bravo Tours i Alanya, skal forsætte for bureauet om vinteren som guide i Tunesien. Men, sådan går det ikke. På det tidspunkt er der uroligheder i Tunesien, og min kontrakt med Bravo Tours bliver aflyst. I det hele taget sker der mange ting i rejsebranchen på dette tidspunkt, og flere bureauer reducerer antallet af guider. Ikke nok med, at det nu er blevet rigtigt svært at få et job, så var jeg også “sent ude”, de fleste guider var allerede fundet, og det begynder at tyde på, at jeg nok slet ikke kommer afsted igen, foreløbelig.

Lige indtil, at jeg en dag støder på et nyt rejsebureau. Sunweb Rejser. Jeg havde aldrig hørt om det, men jeg søger jobbet, får det, og bliver sendt til Alanya. Im back.

Jeg slår rødder i Alanya. Og med tiden, forelsker jeg mig mere og mere i Tyrkiet. Faktisk så meget, at selvom jeg nu har været der i 2011 og i 2012, så kommer jeg tilbage i 2013, 2014 og 2015. Livet i Alanya har op- og nedture, som havde jeg boet i København, men da jeg i 2015 rejser hjem, skal det vise sig, at næste gang jeg sætter mine ben i byen igen, er næsten 7 år senere, nemlig i april 2022.

Det er med stor forventningsglæde, at jeg rejser til Alanya i 2022, for så at tage derfra med en tung følelse om i kroppen, at dette bliver min sidste gang, at jeg er her. Lig indtil, at jeg ved mere eller mindre et tilfælde (en aflyst vandretur blev til en panik charterferie, hvor alt var udsolgt), og så er jeg retur i Alanya i august 2023.

Jeg har lige trykket [BETAL] på rejsen, da jeg et øjeblik senere, kan mærke tårerne trille ned ad kinderne på mig. “Jeg vil ikke til Alanya”, det er alt, jeg kan tænke på. Og nu har jeg lige købt en rejse hertil.

Larm, snyd, plastik, overforbrug, madspild – jeg kan ikke holde det ud…

Efter mine mange år i Alanya rejser jeg hjem for at læse. Efter en uddannelse som Serviceøkonom med speciale i turisme, fortsætter jeg med en bachelor i International Hospitality & Management med speciale i bæredygtig turisme, og afslutter med en cand.mag. i turisme med speciale i bæredygtig turismeudvikling. Covid har ramt verdenen, og efter 10 år i rejsebranchen, skifter jeg over til at arbejde med incoming turisme (i stedet for at sende folk ud af Danmark, får jeg folk til at komme til Danmark). Jeg bliver ansat i en yderst flot stilling som turismekonsulent under Erhvervsfremmesystemet. Her hjælper jeg virksomheder inden for turisme og oplevelsesøkonomi med forretningsudvikling (erhvervsudvikling i turisme) og udformer samt eksekverer på større projekter inden for turismefremme (destinationsudvikling i turisme). Alt, bundet op på en bæredygtig tilgang. Noget, som man ikke (synes at) skænke en tanke i Tyrkiet. I hvert fald LANGT FRA nok.

Året før i 2022, havde jeg indgivet en klage til manageren på det hotel, jeg boede på. Jeg var egentlig bare kommet som chartergæst, men det tog ikke mange minutter før, at receptionen genkendte mig fra back-in-the-days, og så blev jeg opgraderet til et værelse på øverste etage, med lækker balkon og flot udsigt over havet. Meget fornemt.

Vi spoler videre. Nu står jeg i restauranten, og første gang ignorer jeg det, anden gang vender jeg øjne, og tredje gang bliver jeg sur. Jeg stiller mig direkte med ansigt til ansigt mod den mandlige tjener (som også tydeligvis er Supervisor i restauranten) og siger med meget store bogstaver: “Du må ALDRIG tale sådan til en kvinde igen, eller nogen som helst anden gæst, der nogensinde kommer på det her hotel”. Jeg behøver nok ikke udpensle alt for meget, hvad han sagde, men i Danmark havde den type tilnærmelser uden tvivl, resulteret i en fyring på stedet. Dagen efter hænger hotellets Guestrelation chef over mig. Hun vil høre min ærlige oplevelse af deres hotel. Jeg nævner sagen i restauranten, men udelader tjenerens navn, fordi jeg ved godt, at hvis jeg siger det, så vil han blive fyret. Og selvom det kunne virke fair, så kender jeg den tyrkiske kultur, og hvad det ville betyde for ham økonomisk. Så jeg lader være.

I stedet nævner jeg flere ting. En ting som virkelig har bidt sig fast i mig er deres kolossale forbrug af engangsplastik glas. Hver time bliver der langet flere hundrede glas over skranken, og efter 2 minutter, ryger de i skraldespanden. Jeg er så forarget, at det klør i hele min krop. 3 timer efter, har hotelmanageren udskiftet alle deres engangsplastikglas med genbrugelige glas i plastik, som kan komme i opvaskemaskinen. Gudskelov. De lå et sted i kælderen, man havde bare ikke lige fået taget dem op, endnu…

Eksempler på hvorfor turismen i Alanya ikke er bæredygtig

• All inklusive hoteller: På disse hoteller er al mad og drikke 24/7 inkluderet, det betyder, at turisterne lægger færre penge ude af hotellet. Desuden forbruger disse hoteller typisk mange ressourcer i form af strøm, men også vand, til bad, toiletskyl, køkken, rengøring og pool- samt spaområder. Ikke desto mindre, bliver der lavet enorme mængder af mad på disse hoteller, hvor meget angiveligt ender direkte i skraldespanden, som madspild.
• Infrastruktur og transport: Der er ingen toge på sydkysten af Tyrkiet, alt transport er i bil, i bus, i taxi eller på motorcykel. Og intet af det er på el. Der er fornyeligt blevet lavet en cykelsti i Alanya, men jeg kan tælle på én hånd, hvor mange folk jeg i løbet af årene har set cykle i byen. Dog er det de færreste som har råd til egen bil (og turister lejer sjældent bil her pga. trafikken), så mange tager bus eller går.
• Ejendomspriser: Fordi der er så høj koncentration af turisme i Alanya, er der også rigtig mange udlejningsejendomme, og turisterne kommer med en langt stærkere købekraft, end tyrkerne selv har. Det presser priserne for udlejning af ejendomme op, og det er dermed blevet dyrere for de lokale, at bo i byen.
• Støjgener: I midtbyen er der høj musik helt indtil kl. 3 om natten HVER DAG mellem April og Oktober. Desuden har turoperatørerne udflugter til baglandet, og kører derfor igennem med hundredevis af jeeps og busser i lokalområder.
• Trængsel: De mange turister skaber lange køer i supermarkederne, og reduceret plads i busserne til de lokale som bruger det som transport til arbejde, uddannelse mv.
• Flaskehalse: Turismen er særligt koncentreret mod midtbyen som er den turistede del af Alanya, hvorfor den ikke bliver lagt ligeså mange penge, i den lokale del.
• Affaldssortering: Glas, plastik, metal, madrester. Alt ryger sammen i en pærevending. Der er enkelte steder (som noget nyt), hvor der er affaldssorteringstationer i byen, men det er mere til pynt, kan man se…

Så hvorfor tog jeg afsted til Alanya, igen?

Jeg har aldrig reklameret med at være en bæredygtig turist, for hvis jeg gjorde, ville det være løgn. I så fald, ville jeg aldrig have rejst til Alanya.

Da jeg læste på universitet, var det meningen, at jeg skulle have været på studietur til Tepotzlan i Central Mexico, hvor vi sammen med forskellige interesseorganisationer og de kommunale myndigheder, skulle undersøge og belyse forslag til, hvordan turismen kunne udvikles på en mere bæredygtig måde. Jeg husker meget tydeligt en pige i klassen proklamere, at “hun skulle i hvert fald ikke med, fordi det var ikke bæredygtigt at flyve – og vi læste altså bæredygtig turisme!”. Og hun har ret.

Om jeg kommer tilbage til Alanya, det ved jeg ikke, den type turisme de praktiserer der, er meget langt fra mit hjerte “og hvor jeg er i dag”. Jeg havde en dejlig ferie, og jeg i sidste ende er jeg glad for at jeg trykkede [KØB] og fik lov til at vise min kæreste (igennem 5 år) Alanya, fordi jeg vil altid elske byen, for den store rolle den har haft i mit liv, og hvor jeg er nu, i min karriere. Og det føles helt rigtigt endelig at få mulighed for at dele med den person, som står mit hjerte nærmest.